Indlæggelse, tanker og kontrolbesøg

Det er længe siden og en masse er sket, siden sidst jeg skrev. Jeg var jo indlagt, men heldigvis kom der nogenlunde styr på sygdommen. Jeg fortsatte mim praktik og vi fik endda tilbudt lejlighed, som vi nu er flyttet over i. Dette skulle dog hurtigt vise sig at være en rigtig dårlig idé! Intet er lavet ved indflytning og nu lever vi i flyttekasser, kæmper med Boligselskab, klager er skrevet og øv det er træls! Derudover er der mega stress på job, da der bare er så monster mange udfordringer ude i daginstitutionerne (stakkels børn!). Dette resulterede så i endnu en indlæggelse! Jeg havde gået og haft ondt ved lungen i en uges tid - altså virkelig seriøse smerter - men alligevel kæmpet mig på job. En lørdag nat vågner jeg så med den mest vandvittige hovedpine og løber ud på wc, hvor jeg så kaster op hele natten, hele formiddag og bliver så afkræftet og dårlig at vi bliver hentet af mine forældre, så de kan passe Kalle mens vi tager på sygehuset. Jens var meget skræmt og meget bange, samme var mine forældre. Jeg var så skidt og følte at jeg skulle besvime. Vi tog af sted til Hillerød sygehus (værste sygehus btw), som indlagde mig og fik taget nogle forskellige prøver. Problemet var ikke kun min lupus, jeg havde nemlig også et udslæt ved lungen, hvor jeg også havde ondt. Meget hurtigt fandt de fem til at jeg også havde helvedsild oven i et mindre lupus udbrud. Så jeg blev overflyttet til riget og kom i isolation. Her lå jeg så nogle dage og kedede mig alene. Når lægerne kom på besøg var de klædt i plastik, pga. Smittefarer - både for mig og andre patienter. Lægerne mener at det har været en reaktion på medicin og mit svækkede immunforsvar. Nå men nu er jeg "frisk" og udskrevet og tilbage på job. 

Dog har psyken fået endnu et knæk og følelsen af at ville give op er endnu engang synlig. Jeg bliver så ked af det - jeg vil livet så gerne - både dét at have succes på job, være mor og kæreste, fritid, have et dejligt hjem osv. Men jeg kan simpelthen bare ikke få det til at hænge sammen og det hænger mig langt ud af halsen! Når jeg henvender mig i grupper for lupus patienter, føler jeg at alle andre kan få det til at hænge sammen og slet ikke lider i samme grad som jeg. Dette får mig jo til at tænke "er jeg svag, er jeg hypokonder eller værst af alt, doven?". I dag var jeg til kontrol på riget og min læge fik mine tårer at se. Jeg er en stærk pige, som sjældent græder og sjældent lader folk se at jeg faktisk lider - for jeg er en kæmper, en kæmper som altid rejser sig op og prøver én gang til. Livet går jo videre, man kan jo ikke bare ligge sig ned og give op. Men fy hvor har jeg lyst det! Men i dag på riget, havde jeg en rigtig god snak med min læge - han forstod mig, lyttede faktisk til min smerte og anerkendte mine følelser og dét at jeg er hårdere ramt end mange andre med lupus. Det lettede et pres fra mine skuldre, det var dét jeg har haft brug for at høre; at jeg ER syg og at jeg ikke bilder mig noget ind, men at jeg rent faktisk kæmper mere end nogle andre lupus patienter gør. Han forsikrede mig også om at han nok skulle hjælpe, hvis jeg fik brug for hjælp på et tidspunkt. Jeg er jo så bange for at ende i systemet - enten kæmpe med at få tilkendt fleksjob, kontanthjælp, førtidspension eller andet. Jeg vil så gerne livet og er ellers så optimistisk og rejser mig gang på gang. Som jeg i dag også spurgte min læge om; "hvor længe skal jeg kæmpe - nu har jeg snart kæmpet i 10 år, hvornår får man nok?"