Instagram

Husk nu; at når der er stilhed på bloggen, kan I stadig følge mig på instagram under emiliekristina :)

Kalles 1 år fødselsdag (Billedspam)

Kalle var ramt af skoldkopper og 40 i feber, men trods sygdom, var ingen i mægtigt humør og nød dagen, lige så meget som sine forældre. En tårer eller ti måtte man da også fælde - tænk engang, at mit lille barn, nu er blevet 1 år. Jamen altså, elskede Kalle.
Vi havde bare besøg af Kalles mormor, morfar, onkel, moster og min moster og onkel. I juli holder vi nemlig en stor fest for Kalle, hvor hele hans familie har mulighed for at komme med :)

Kalle - det første år

Åh så blev vores lille elskling 1 år, sikke stor en dag!

Det sidste år har nok været det største, i hele mit (vores liv) - dét at få lov til at blive forældre og til og med, til verdens sejeste dreng!

Den første tid med et lille spædbarn, var helt fantastisk - hårdt, men godt! Det jeg husker tilbage på nu, som var hårdt, var de timer, hvor han bare ikke ville falde til ro og græd hjerteskærrende - det har nok været det allerværste! At man så gerne ville trøste, men at der bare intet var at gøre.
Og baby bummelum, hold nu op, hvor den dreng kunne skyde lange lorte af sted, haha!
Men hvor var det dog en fantastisk tid - man var (er) så forelsket i det lille barn, som man i kærlighed, havde skabt sammen. De første mange måneder, levede vi nærmest i en drøm, på en lyserød sky og alt var bare så dejligt. Man brugte meget tid på at lære sin baby at kende og gøre alt rigtigt og blive så ked af det, som man ikke kunne gøre rigtigt (f.eks. når baby græd og man faktisk intet kunne gøre).

Så kom tiden, hvor han pludselig var meget mere med - løftede hovedet, grinede og ikke længere var helt så spæd. Pludselig skulle han jo også begynde på mos og spiste så fint.
... Inden vi fik set os om, kunne han sørme også kravle og spise frikadeller og smide mad på gulvet.

Her 1 år efter, har vi været gennem det største, som livet kunne bringe vores vej. Jeg føler mig så beriget og pludselig synes ens fortid så ligegyldig - alt der betyder noget, er det man har skabt sammen, det som venter ude i fremtiden.
Vi er så stolte forældre og har været heldige at få så let et barn - han er altid glad og sygdom har han taget i stiv arm. Hele hans første år er bare gået så perfekt og vi glæder os så vanvittig meget, til at dele resten af livet med ham...

Åh vores Kalle-Kærlighed ♥

Stilhed på bloggen

Hej igen - længe siden.

Ja stilheden skyldes forskellige ting - Kalle er startet vuggestue, jeg har været møg dårlig og der har bare ikke været overskud til noget som helst, andet end Kalle og vuggestuestart.
I dag har jeg gudskelov en dag, uden de vilde smerter, men trætheden er stadig enorm. Kalle har fri idag og vi nyder dagen hjemme, eller dvs. mor her nyder det, Kalle keder sig!
For leden dag havde jeg en dag, hvor smerterne og udmattelsen var så enorm og noget jeg kun kan huske, fra da var dødelig syg. Jeg blev så bange og har spildt en masse tårer. Når jeg har det så skidt, er jeg så bange for pludselig at skulle forlade Kalle og Jens. Ja mine tanker har faktisk kredset en del, om at begynde medicin igen. For år tilbage, droppede jeg mit stærke kemo-medicin, da jeg konstant var syg og dårlig og vupti, pludselig fik jeg det meget meget bedre! Engang var jeg oppe på at få 22 piller om dagen og jeg tror bare ikke på at det kan være sundt! Derfor holder jeg ud, uden medicin, men hvis det pludselig bliver så alvorligt, at jeg ikke kan leve uden min medicin, vælger jeg selvfølgelig at starte igen.
Jeg er meget bekymret for fremtiden - jeg skal jo til at starte praktik d. 1. august og kan jeg mon det, som jeg har det nu? og hvad filan med fremtiden? Jeg er så uoverskuelig træt hele tiden og kan bare intet, fordi at jeg er så træt. Det er så møg frustrerende! Så for tiden tager jeg det meget afslappet og håber selvfølgelig fortsat at I vil læse med, til trods for perioder med stilhed :)

Kram herfra og nyd nu dagen :)