mandag den 24. juni 2013

Kalle kærlighed - vores fødselsberetning

Fredag d. 21.06.13, kl. 22.43 kom den smukkeste lille dreng til verden - nemlig vores søn Kalle ♥ 

Det hele startede torsdag nat, da jeg skulle op og tisse, som så mange gange før i denne graviditet! Da jeg rejste mig, følte jeg pludselig at hele mit underliv ville falde ud og jeg havde en meget mærkelig følelse i hele kroppen. Da vi om morgenen stod op og sendte Jens i skole, havde jeg fortsat en underlig følelse og sagde til ham at han måtte være på mobilen, da jeg sgu nok gik i fødsel i dag (som så mange gange før, sagt med et smil på læben).

Da klokken rundede de 11 begyndte jeg at få menssmerter og havde stadig den underlige følelse i kroppen. Jeg skrev til Jens omkring kl. 12.30 og sagde at han måtte komme hjem, da jeg havde det mærkeligt og måske troede at det var veer. Også min bedste veninde blev ringet op og blev bedt om at holde dagen åben, da det nok ville gå løs.

Omkring kl. 13 havde smerterne taget til. Jens var hjemme og vi ringede til fødegangen. Jordemoderen guidede mig igennem veerne og sagde "tillykke, du har veer". Herre gud, denne gang var det altså rigtigt! Vi gjorde os klar hjemme, stadig ikke helt overbeviste om at det var veer - selvom der nu var 1-2 min imellem hver. Jeg traskede rundt i hele lejligheden og prøvede at kontrollere min vejrtrækning, selvom det nærmest var umuligt. Pludselig tog veerne en kort pause og jeg tænkte "nu igen?". Vi besluttede os for at gå en tur og få lidt gang i det hele. Vi kom kun ned foran døren, da veerne igen meldte sig. Uheldigvis mødte vi en mand fra blokken, som i beruset tilstand fortalte alt om alle de 4 børn han havde født og hvordan jeg skulle trække vejret, for at give mit barn det bedste. Midt i ve-helvedet prøvede jeg at forblive høflig og smilende og lytte til hans plapren. Jeg var ved at gå til! Endelig slap vi af med gutten og vi "spænede" op i lejligheden.

Kl. 16 ringede vi igen, da veerne nu var slemme. Vi ringede også efter min mor, moster og bedste veninde, som alle skulle med til fødslen. Klokken 17 ankom vi til fødemodtagelsen og på bare en time var veerne blevet virkelig slemme - lænd, underliv, baller og lår gjorde vanvittig ondt og jeg skulle virkelig koncentrere mig om smerterne! Vi fik af vide at der ingen jordemoder var på Rigshospitalet, da der var så mange fødende denne dag.

Vi ventede og efter nogen tid havde de ringet endnu en jordemoder på arbejde og vi fik en fødestue. Vores jordemoder kom ind og med det samme klikkede vi alle med hende - en rigtig gæv og frisk dame, som bare var så rolig og behagelig! Hun spurgte ind til vores ønsker for fødslen og tog det hele meget roligt og lyttede til mig. Jeg fik tildelt noget lattergas og med det samme følte jeg skyerne blive lyserøde og toppen af smerten aftog. Men som tiden gik blev smerterne værre og jeg ville have mere! Jeg fik de såkaldte bistik, som simpelthen bare var guld værd, i dét forløb af fødslen.

Jeg havde ønsket at komme i bad og da en stue med bruser blev ledig, blev vi overflyttet dertil. Veerne var nu ulidelige! Jeg skreg og da virkningen af bistikkene var aftaget fik jeg atter lagt nogle - denne gang havde de dog ingen virkning! Vi forsøgte med akupunktur, som klart lindrede! Stadig gjorde det frygtelig ondt og jeg kunne ikke holde ud at ligge ned - jordemoderen fandt en bold frem, som jeg sad på og presset lettede. Alle i rummet var rørt til tårer af mine smerter og følelserne sad uden på tøjet.

Kl. 22 blev jeg undersøgt og jeg var stadig kun 7 cm åben og vandet var stadig ikke gået. Jeg begyndte at græde i stride strømme - min krop var afkræftet og jeg kunne simpelthen ikke klare mere! Jeg skreg efter en epiduralblokade, men da vi havde snakket fødselsønsker vidste jordemoderen ganske udmærket, at jeg ikke ønskede en sådan og helst ville gøre det uden så meget smertestillende. Jordemoderen tog så vandet kl. 22.20 og fjernede det sidste hinde, så jeg nu var åben. Det var en forløsning uden lige, nu kunne jeg lidt igen.

Kalle var stadig ikke helt klar til at blive presset ned, men kl. 22.30 fik jeg lov til at presse alligevel, da jeg simpelthen kørte på det sidste og var klar til kamp! Selvom jeg ingen veer havde pressede jeg, jeg skulle bare have ham gutten ud - fat i benene, skrig og skrål og pres! Vi havde aftalt at Jens skulle tage imod og han stod klar, sammen med jordemoderen. Da hovedet var halvvejs ude, følte jeg virkelig at jeg skulle dø - jeg tog hænderne ned mod mit underliv og havde mest at alt lyst til bare at flå ham ud og blive fri af det voldsomme pres, som fyldte hele mit underliv! Men jeg pressede og pludselig gik det hele stærk - med et var Kalle født og vi var lykkelige! Min mor, moster og bedste veninde (som i kampens hede var blevet sendt uden for døren!) kom ind og alle græd vi sammen!

Jens' syn på sagen:
Klokken 12.34 om fredagen (21.6.2013) fik jeg en SMS fra Emilie om at hun nok troede det var i dag hun skulle føde, fordi at hendes pluk-veer var gået over i stærke smerter - jeg skyndte mig hjem fra skole og da jeg kom hjem, så jeg Emilie traske rundt i lejligheden med de vildeste smerter. Vi ringede til fødegangen og Emilie fik at vide af jordmoderen at hun skulle ringe igen senere og at vi skulle sørge for at tage tid på veerne.
 Cirka 9 måneders venten og længsel på et resultat nærmede sig pludselig, her stod jeg med min elskede kæreste og ventede på vores perfekte søn skulle komme - tankerne fløj frem og tilbage, "kunne jeg klare dette?", "kunne VI klare dette?", "vil vores Kalle kunne lide os?", "bliver jeg en god far?" alle disse tanker krøb sig på, mens Emilies smerter blev værre og værre... Vi fik samlede os lidt og prøvede at trække vejret som vi havde lært til fødsels-forberedelsen - pludselig var det som om at veerne havde gået i sig selv og smerterne var væk, "ÅH NEJ! - dette kan ikke passe" vi ville jo bare have vores Kalle kom til verden. Nåh, men på med tøj og sko og ud i det fri for at få gang i veerne igen, vi kom 30-40 meter så meldte veerne sig på ny "YES!".
 Imens vi pakkede de sidste ting som vi skulle have med til fødslen fik vi kontaktet svigermor, Emilies moster og Emilies veninde som alle skulle være med til fødslen.
 Klokken lidt over 17 sad vi en taxa som kørte alt for langsomt... syntes jeg i hvert fald, men jeg er nu og har altid været kritiker af biler i storbyen og nu sad vi så her i en varm ugæstfri taxa midt i myldretiden (burde taxaer ikke været udstyret med sirener og blink i disse situationer?).
 Vi ankom til Rigshospitalet og kom hurtigt op på fødegangen og blev indlogeret på en lille stue hvor en jordmoder ville køre en strimmel på Emilies mave - dette stod på i en lille halvtime og Emilie var langt fra tilfreds med situationen, det hele gjorde av av og jeg følte mig igen magtesløs. Emilies veninde, svigermor og svigermors søster ankom lidt efter og dette hjalp meget på mig, da jeg kunne slappe lidt af og dele mine bekymringer med andre.

21. juni er ikke bare midsommerafton i Sverige det er også årets længste dag og det må siges at holde stik, ude foran fødegangen stod der hobevis af mennesker der ventede på at komme ind til fødemodtagelsen og da det samtidig var fredag og weekenden stod på hæld, betød dette at der ikke var særligt mange jordmødre på vagt, jeg kunne tælle to jordmødre der fløj rundt på hele afsnittet for at hjælpe alle de fremmødte, dette var ikke med til at dæmpe hverken mig selv og især ikke Emilie, men pludselig fik vi at vide at de havde indkaldt en ekstra jordmoder til at tage sig af Emilie.
 Da den indkaldte jordmoder kom faldt vores puls og bekymringer med mange procentpoint, hun var simpelthen så cool og vi faldt alle i hak med hende. Vi kom ind på en stor fødestue og prøvede så godt som muligt at føle os som hjemme. Emilie lagde sig op på briksen/sengen og jeg holdt mig ved hendes side - jordmoderen undersøgte Emilie for at mærke hvor meget hun var åbnet og fortalte om hvordan det hele ville forløbe og spurgte om vi havde nogle ønsker til fødslen. Vi havde på forhånd snakket om at jeg skulle tage imod Kalle og om at jeg gerne ville klippe navlestrengen, alt dette var helt cool med vores übercoole jordmoder.

Så gik det ellers løs med veerne, lattergassen og smerterne... selv var jeg skide nervøs, men havde bestemt mig for ikke at vise det (indeni var jeg ved at bryde sammen). Der er altså ikke noget værre end at se sin elskede i smerter og så være ude af stand til at hjælpe hende, jeg selv var tæt på at tage hendes maske med lattergas et par gange, bare for at slappe lidt af ....

Tiden gik og Emilie kæmpede sig igennem hver ve som var det et bjerg under Tour de France, hun var så mother f****r vild at jeg ovenikøbet kunne tillade mig at gå ned og ryge hele to gange. Da veerne tog til og blev kraftigere og kraftigere hjalp lattergassen ikke meget mere, men det kunne jordmoderen løse... BISTIK! hedder de og de gør efter hvad jeg nu har hørt og set meget meget meget ondt - vores jordmoder startede med at lægge seks af disse bistik på Emilie underliv mens hun fik en ve... Aldrig har jeg set en person i så store smerter og aldrig har jeg hørt Emilie skrig og råbe på den måde, men det hjalp for en stund... så var det tid til at lægge dem på bagsiden/ryggen/lænden, dette gjorde endnu mere ondt og det var da også tæt på at Emilie fik brækket min arm, men hun klarede sig endnu en gang igennem dette.

Under graviditeten havde vi set et program på DR der hedder "hjælp, vi skal føde" og som handler om par der skal føde, her bestemte vi/Emilie sig for at hun ikke skulle have epiduralblokade men alt andet der var smertelindrende var ok.

Akupunktur er noget der er gået forbi min næse, men det tilbyder de nu også under fødsler og dette hjalp Emilie lidt på vej igennem veerne mikset med at lattergassen blev skruet op... Klokken var nu cirka 21.30 og her lå min kæreste med de ondeste smerter, hver gang der kom en ve troede jeg hun skulle dø og jeg var så tæt på at give op trods at det ikke var jeg der skulle igennem fødselshelvedet.

For cirka et år siden flyttede vi sammen og det hele var så nyt og lyserødt og nu et år senere ligger min kæreste med en nål i hovedet og skriger - hold kæft hvor er der sket meget med os, med mig... med alt, men elsker det.

Nu var det næsten tid...... Emilie ligger og skriger at hun ikke kan mere og at hun vil have kejsersnit, hendes veninde ser nervøs ud, hendes moster løber marathon ind og ud af fødestuen og nævner i ny og næ noget om en jordmoder der tog imod Frede og Marys barn/børn? hendes mor spiller/ser cool ud, men lidt nervøs og jeg selv prøver at klare den ene ve efter den anden... kort sagt "Nu er det hårdt".
 Klokken 22.20 bliver jordmoderen og Emilie enige om at prikke hul på fosterhinden for at tage vandet, dette forløber problemfrit... pyha.
 Klokken 22.24 bliver veninde, svigermor og Emilies moster jaget ud af fødestuen... "SHIT!!! Kalle kommer snart FUCK FUCK FUCK!!! - bare hun klare den"
Klokken 22.40 den stolte far ser sin søns hoved og bliver til den mest modbydelige Bjarne Riis cykeltræner "KOM SÅ SKAT!!! DU KAN GODT!!! PRES PRES PRES!!! DU ER DER LIGE OM LIDT!!! Hvad gør den kære Emilie? Hun tager så hårdt fast om sine ben som hun aldrig før har gjort og presser vores lille dreng ud...
Klokken 22.43... Emilie og Jens er blevet forældre til den dejligste dreng... EVER!!!
OG SÅ BLEV DER ELLERS GRÆDT OG GRÆDT OG GRÆDT.

2 kommentarer:

  1. Hvor lyder det bare som en helt fantastisk oplevelse <3
    Og hvor er billederne i næste indlæg dog bare flotte og rørende. :')


    Tillykke tillykke tillykke, med jeres smukke midsommer-dreng, han er jo bare helt perfekt!

    SvarSlet
  2. Dejlig beretning fra jer begge! Du er skide sej, og endnu engang tillykke :)

    SvarSlet